
Jeg kan nu godt selv lide at købe en kage hos Bageren, men det er nu også dejligt med hjemmebag.
Så i dag besluttede jeg at bage Konsulindens Chokoladekage - den er jeg faktisk vokset op med og derfor er den altid hyggelig at bage.
Den er god og nem til alle aldre; det er een af dem jeg selv lærte af bage da jeg var mindre - næsten uden hjælp og alene i køkkenet ;-)

Du skal bruge følgende:
3 hele æg
½ dl stærk kaffe
250 g sukker
1 tsk. vanilla
150 g mel
3 spsk. cacao
1 tsk. bagepulver
25 g margarine (smeltes og afkøles)
50 g smuttede, hakkede mandler

Begynd med at sætte margarinen til smeltning (svag varme). Margarinen skal først anvendes senere.
Tag så de hele æg og den kolde stærke kaffe og pisk det så det skummer. Sukker og vanilla piskes i og nu bliver det skummende og tykt.
Mel, bagepulver og cacao blandes sammen for sig og blandes med håndkraft i den skummende blanding - ved brug af en dejskraber eller lignende. Herefter tilsættes det afkølede smør og de hakkede mandler.
Dejen fyldes i et smørsmurt, melstrøet fad og bages 50-60 min ved 170 grader.
Velbekomme!