Rabarber - nu er det sæson

Som du kan se har jeg en del skønne rabarber i denne tid. Ja, jeg må tilstå at det ikke er egen avl; min egen rabarberplante er ikke særlig stor i øjeblikket, men så er det jo godt at have en gavmild genbo som har grønne fingre og altså også store rabarber.

Jeg gik straks hjem og fandt min opskriftsbog hvor jeg har gemt en opskrift som hedder Grethes Rabarber. Supernem og smager dejligt.

Fremgangsmåde: Skyl rabarber og skær dem i mindre stykker. Læg alle 500 g i en skål og drys 1 spsk. kartoffelmel over og rør det rundt indtil al kartoffelmel har sat sig fast på rabarberne. Bland herefter sukker i. Læg så rabarberne i det tærtefad du vil bruge.

Ved siden af laver du smuldredejen - de tre dele blandes sammen og smuldres ud over rabarberne.  Hvis du vil servere friskbagt tærte dagen efter til gæster fx, så kan du nu stille tærten ubagt i køleskab til næste dag (med en pose omkring).

MEN du kan naturligvis også bage den med det samme -
40-50 minutter i ovnen ved 180 grader

Jeg ville nyde at få lidt cremefraiche til den nybagte tærte. Smager ekstra godt når den er blevet kold.
Vælg selv hvad du kan lide.

Velbekomme.

 

17. maj 2015

Du skal bruge følgende:

500 g rabarber

1 spsk kartoffelmel

100 g sukker

 

Smuldredejen:

175 g mel

100 g margarine

50 g sukker

 

Ja nu er jeg blevet udkonkurreret af min veninde Erika - hendes rabarberplante giver endnu større rabarber og med en kraftig rød farve.

Tillykke Erika.

Jeg gætter på at du står i dit køkken og laver en skøn rabarbertærte til din familie......og forøvrigt tak fordi jeg måtte bruge dit billede her på min blog.

9 kommentar(er)

Skriv gerne hvad du synes om mit blogindlæg, klik her (din mail bliver ikke synlig)

2015.06.15 Skrevet af Pigen på Stigen
Lene, det glæder mig at høre at alle kan lide mine rabarberopskrifter - det lader til at det særlig er den med smuldredejen som bringer glæde. Det er jo dejligt at få feedback. Glæder mig til vi ses lige pludselig i sommerens løb.
2015.06.15 Skrevet af Lene Weibel Hansen
Kære Dorte! I lørdags lavede jeg din opskrift med rabarber og smuldredej ovenpå. Stor succes. Den blev serveret kold med enten flødeskum eller cr. fraiche til. 1000 tak for det. Jeg vil bestemt lave den igen. Kh Lene
2015.06.15 Skrevet af Pigen på Stigen
Mosekone, tak for din oplysning om jordbærrabarber; det kunne lyde som om det er den rabarber jeg selv har. Jeg var ikke klar over at jordbærrabarber var mere spinkle og voksede langsommere, men dejligt smager den.
2015.05.22 Skrevet af Mosekonen
Uhmmmm, den tærte ser lækker ud og jeg elsker brugen af smuldredej.
Kigger helt sikkert forbi og låner opskriften, når jeg skal bage tærte med rabarber.
Kan også se, at mine rabarber godt kan pakke sammen, hvis det gælder str.
Har kun jordbærrabarber, men de er bare så fine i smagen, at de nydes i stor stil,
trods det faktum, at de ikke giver vildt meget.
Rigtig god pinse
2015.05.18 Skrevet af Lilli
Dejligt med en simpel opskrift med få ingredienser:)
2015.05.18 Skrevet af Pigen på Stigen
Hej Marianne - fint du spørger, for jeg havde jo glemt at skrive det i opskriften. Nu har jeg skrevet det ....sukker skal i efter kartoffelmelet. Det lyder hyggeligt med bryllupsdagen - og familiehygge - og rabarbertærte ; -)
2015.05.18 Skrevet af Marianne
Jeg har også rabarber i haven. Jeg vil fluks lave tærten i weekenden hvor vi har bryllupsdag og børnene kommer. :)
Bare et spørgsmål til opskrift. Hvornår kommer du de 100 g sukker på rabarberne? Før eller efter kartoffelmel?
2015.05.17 Skrevet af Lene Weibel Hansen
din rabarberopskrift vil jeg glæde mig meget til at lave. Har længe ledt efter en sådan opskrift. 1000 tak
2015.05.17 Skrevet af Cobie
Stor fan af madopskrifter der kan laves dagen i forvejen. Tak for tips!