Årstidens dessert = rabarbertrifli

Har du til en forandring lyst til en dessert med rabarber, får du her endnu en variation, nemlig trifli.

Nemt og altid delikat.

Du bestemmer selv om det skal være i almindelig glas eller det høje glas på stilk - begge dele præsenterer triflien på en flot måde.

Denne dessert bliver særlig lækker hvis den får lov at stå koldt og færdig i køleskabet nogle timer, så den kan "trække" lidt.

Klik HER hvis du hellere vil læse de tidligere opskrifter jeg har givet på rabarbertærte m.m.

Portionen er til 4 personer:

Skyl 500 g rabarber og læg dem i et fad. 2 tsk. vaniljesukker drysses over. 50 g syltet ingefær skæres i skiver og mindre stykker. Blandes med den rå rabarber.

Herefter dækkes det hele med 150 g sukker. Dæk fadet med alufolie og "bag" det i ovnen 30 min på 200 grader. Herefter afkøles det helt. Der vil fremkomme lidt sirup - tag det fra da det skal bruges til slut.

Syltet ingefær kan udelades hvis du ikke har det, men det giver et skønt pift og en dejlig smag og kan købes mange steder.

 

Til den næste del skal du bruge 1 brev vaniljecreme, ½ liter mælk  og 1/4 piskefløde og 12-16 makroner.

Pisk vaniljecremepulver med mælk og lad den stå til den er blevet til kagecreme. Så blander du kagecremen med næsten al den piskede piskefløde (gem lidt flødeskum til top-pynt). Når du har fundet dine serveringsglas frem lægger du lidt kagecreme i bunden af glasset, herefter knust makron, herefter et lag afkølet rabarberkompot, så lægger du igen kagecreme, makroner og rabarberkompot og pynter til sidst med en rest flødeskum og dryp med rabarbersirup.

Velbekomme.