Kan du strikke?

Scroll ned for at se hvad andre læsere har strikket.

Jeg har kunne strikke hele mit liv - ja, sådan husker jeg det. Jeg var ca. 8 år da jeg begyndte at strikke. Min mor var selv flittig med håndarbejde; syning, strikning og hækling, så det lærte vi 4 børn naturligvis også og det har vi haft utrolig meget glæde af.

Håndarbejde er en fantastisk ting - det omfatter jo mange forskelllige kreative ting - men i denne blog tænker jeg særlig på dét at strikke.

Dér i starten af 70'erne havde man jo ikke pc og mobil, så man lavede andre ting og nød tiden med skoleveninderne og sin familie. Vi boede i rækkehus og jeg havde lige fået frisket mit værelse op med brune og orange farver - brun bredriflet fløjl på sovesofaen og skønne orange puder der passede til. Ja, nogle af mine læsere vil jo kunne huske den tid. 

Så var det jeg lavede en Strikkeklub på mit værelse. Hver onsdag efter skole var vi 5 piger som mødtes hos mig med vores strikketøj. Min mor bagte en kage som vi kunne hygge os med. Vi var kommet ud over "begynder-stadiet" hvor vi strikkede halstørklæder - ja, kvikke piger var vi !! - nu strikkede vi bluser til os selv. Kan du huske de bluser hvor man strikkede "på skrå"? Man begyndte med 3 masker og tog ud hele tiden, så det til sidst blev til en trekant og så tog man masker ind igen i samme tempo og pludselig havde man strikket et retangel - som faktisk var forstykket af en ny bluse. Det var særlig spændende hvis man kunne strikke en sølvtråd/garn med ind, det blev nemlig særlig flot når sølvgarnet kom frem i det skrå "look". Ja, så var det jo sjovt at have den nye bluse på i skole.

"Men hvad man i ungdommen nemmer, man ikke i alderdommen glemmer" - så jeg har stadig glæde af at kunne strikke - det ligger lissom i hænderne.

11. januar 2016

Jeg har egentlig ikke strikket i mange år - men fik pludselig lyst igen.

Jeg kunne høre på min svigerdatter at en par strikkede uldbukser til det lille barnebarn var i høj kurs. Så jeg har nu gang i dette par - godt nok er opskriften på norsk - men det er en sød buks og nemt nok at strikke.

Jeg vil gerne linke til hvor jeg har opskriften og billedet fra - HER.

I dette link er der en del gratis opskrifter. 

Hvis ikke du selv kan strikke - så husk at det er ikke for sent at lære. FInd en som kan lære dig det - ja nu om stunder kan man såmænd lære det via YouTube - men du kender sikkert een som vil være din Strikkeven. Det er faktisk meget afstressende at strikke og det er jo stadig halstørklædernes tid, så måske du skal strikke dig selv et halstørklæde?

Har du allerede et strikketøj igang? Så føl dig fri til at sende mig et billede af det og jeg vil ligge det op her på siden/bloggen. Jeg vil beskrive hvad du strikker + dit fornavn.

Er du frisk? Så skriv til mail@pigenpaastigen.dk og vedhæft billede. Der er plads nok på min blog.

Tak Lona. En spændende pude. Lona som selv er meget erfaren med at strikke, har forklaret, at denne pude er et godt begynder-projekt. Man strikker en lang strimmel 2,5 - 3 meter lang og ca. 10 cm bred. Den syes sammen til en pølse som fyldes med pladevat efterhånden som den syes sammen. Pølsen formes til puden som du ser og syes sammen på bagsiden så den ikke folder sig ud igen. Man kan evt. sy en cirkel af stof bagpå for at gennem sammensyningerne.

Tak Helle - sikken en flot blåbærhue. Den er bare skøn.

Tak Birte - flot strikket grydelap. Stort arbejde med de to farver.

Farfar-vest til en lille dreng.

Så blev jeg selv færdig med drengebukserne i uld.

Tillykke til Simone  - som har strikket denne varme hue som det første strikketøj nogensinde. En svær opgave som begynder, men flot at det lykkedes.

3 kommentar(er)

Skriv gerne hvad du synes om mit blogindlæg, klik her (din mail adresse bliver ikke synlig)

2016.01.30 Skrevet af Pigen på Stigen
Tak Genbo - ja dejligt at begynde på strikketøj - men også dejligt når man er nået til vejs ende ;-)
2016.01.30 Skrevet af genboen
Rigtig søde bukser og vest. Glæder mig til at se et foto hvor han har det på.
2016.01.12 Skrevet af Orkidepigen
Nu vil jeg kigge efter garn i mine skuffer. Jeg fik helt lyst til at strikke,,,,,,