Schnitzler af gåsekød

Går du selv på jagt eller kender du en jæger som kan levere gåsekød til dig? - så er jeg sikker på at du vil have glæde af denne opskrift som en afveksling til at stege gåsen i ovnen. Vildgæs er jo heller ikke en fed gås som en "julegås" men derimod en mager gås med dejlig smag, så måske er det en god idé at tilberede den anderledes. 

Nyd denne måde at lave gåseschnitzler på ved at bruge gåsebrystkødet (gåselårerne kan du sikkert selv finde på at bruge på anden vis - måske langtidskoge dem).

Her er de to stk. gåsebryst - ca. 350 g hver. De skal nu finpudses for hinder m.m.

Bemærk her er det kun det ene gåsebryst som vises - det er nu renset og delt på tværs så der bliver to flade gåsebøffer.

Disse to flade gåsebøffer deles nu endnu engang på langs - således at du får 4 bøffer ud af et gåsebryst. Du må lige bruge lidt snilde og en skarp kniv for at få det til at lykkes.

Den kvikke læser har nu regnet ud at man får 8 store schnitzler ud af 2 gåsebryster = meget mad.

Herefter finder du kødhammeren frem og selvom gåsebøfferne ER flade så banker du så de bliver endnu fladere. Din opgave er nemlig at bryde fibrene i bøfferne, så de bliver møre. Så giv dem en god gang bank.

Nu skal de så paneres - dvs. du tar en tallerken med 4-5 æg som du pisker rundt/sammen og en anden tallerken med rasp hvor du drysser salt og peber ned i raspen. Så dypper du hver enkelt gåseschnitzel først i æggemassen og bagefter i raspen - begge kødsider.

Så har du smagfulde raspede schnitzler - lige klar til at komme på den varme pande med smør/olie - alt efter behag.

Mens gåseschnitzlerne simrer på panden kan du re opmærksom på at have gang i andre ting - nemlig tilbehøret til schnitzlerne.

Tomat er altid god tilbehør og kan skaffes året rundt. Jeg kan godt lide disse varme halve tomater. Bemærk at de er skåret over på "den anden led" - altså modsat end når du skærer tomater i både.

Du kan så drysse de rå tomater med salt, peber og timian eller rosmarin og så stiller du dem ind i ovnen i 15-20 min. (på 200 grader).

Jeg har valgt at lægge Rösti kartofler i ovnen samtidig.

 

 

 

 

Glæd dig til denne gåseschnitzel og hvis du selv har skudt gåsen er det jo dobbelt glæde.

 

VELBEKOMME