Mange kender vel mest kalkuner fra middagsbordet. Men hos os har vi amerikanske bronzekalkuner i levende live. Vi har 6 stk som går i vores kalkungård – et dejligt areal blandt træer og buske hvor de kan være i sikkerhed. I begyndelsen havde vi dem frit gående i haven og lukkede dem ind hver aften, men en dag kom ræven i dagtimerne og så var der to mindre…..øv, vi troede ikke Mikkel tog sådan nogle store fugle. Men kalkunen er en spændende fugl; stor, flot, fredelig og ikke mindst sjov. I Danmark kender man nok mest den store hvide kalkun som også er fremavlet til at være meget kødfuld. Men vi synes vi ville have den slanke adrætte mørke type fra USA (kan købes flere steder i Danmark).

Den amerikanske bronzekalkun (Meleagris gallopavo) lever vildt i USA og kan sagtens klare den danske vinter uden problemer, da de også har kuldegrader i deres hjemland.

Det er interessant hvorfor den hedder kalkun – Turkey på engelsk. Da europæerne opdagede kalkunen i USA synes de, at de lignede en perlehøns som de kendte i forvejen, særlig perlehønsene fra Tyrkiet – senere kunne man dog godt se at perlehønen er noget mindre end denne ”nye” fugl, men begge er dog hønsefugle, som man siger. Så man begyndte at kalde den ”Hønen fra Tyrkiet”/Turkey fowl og dette blev senere forkortet til Turkey, som så ender op med at hedde Kalkun på dansk.

Vi ser frem til hvad foråret bringer af kalkunkyllinger – sidste år blev der udruget 7 kalkunkyllinger hvoraf desværre kun de 3 nåede at overleve helt til voksenalderen og nu stadig hører til flokken i vores kalkun-gård, men vi tager så mange forholdsregler som vi kan og ser frem til nye kalkunkyllinger i år.

Som nævnt har de adgang til træer og de sover faktisk i træerne om natten. Det er meget interessant at så store fugle flyver til tops – de sover ca 5-6 meter oppe og nogle gange flyver de endda højere op og vælger nogle af de yderste grene, så faktisk er de udenfor deres kalkungårdsområde, men det ved de bare ikke! Hvis de fløj lige lodret ned, så ville de være udenfor indhegningen, men de vælger heldigvis den samme vej ned som da de skulle op. Men hvis det skete så kan jeg sagtens få dem ind i indhegningen igen; jeg vil bare guide dem og de vil følge med mig tilbage til deres hjem. De er slet ikke aggressive eller vil bide eller lignende, det er en meget fredelig fugl. Du kan gå lige hen og røre ved den hvis du vil, du kan også bare løfte den op, den gør ikke modstand. Hannen har travlt i denne tid med at gøre kur til hunnerne, han folder sin flotte hale ud, stamper i jorden og larmer med vingerne – og så håber han er lykken er gjort.

aeg

Her ser du et kalkunæg (til højre) sammenlignet med et almindeligt hønseæg. Bemærk den særlige form som kalkunægget har - desuden har det små prikker

Denne lille fyr har vi kaldt Kalle - han er fra sidste år og på billedet er han 1 dag. Bemærk hans kæmpefødder i forhold til hans krop. På nær fødderne ligner han jo en kylling.

Her er et billede af hannen og hans hunner i indhegningen.

4 kommentar(er)

Skriv gerne hvad du synes om mit blogindlæg, klik her (din mail bliver ikke synlig)

2017.05.23 Skrevet af Pigen på Stigen
Hej Lynge - rart at høre at du kan lide mit indlæg om kalkuner. De ruger 28 dage.
2017.05.22 Skrevet af Lynge Nielsen
Rigtig godt indlæg.
Kan du fortælle mig. Hvor lang tid Ruger en kalkun.
Jeg har søgt flere steder men uden held.
2015.04.26 Skrevet af Pigen på Stigen
Tak - Julie A - du kan forvente flere indlæg om dyr - jeg har nogle i støbeskeen.
2015.04.24 Skrevet af Julie A
Spændene at læse om. Tak for en god og hyggelig blog :-)